lørdag den 1. februar 2014

La Bottega Di Finestra - den billigere udgave af den dyre (samlet vurdering: 4/6)

Hvis overskriften ikke helt giver mening, så lad mig uddybe: den italienske kok og restauratør, Riccardo Lucque, kom til Prag i 2002, hvor han blev chefkok på restaurant "Square" i Mala Strana -  og han åbnede restaurant Aromi i Vinohrady, Prag 2, i 2005. Den blev lynhurtigt meget populær og velbesøgt og er det stadig. Prisniveauet er højt og for Pragniveau endog meget højt, men det er kvaliteten også. I 2009 åbnede Lucque endnu en restaurant i Prag, nemlig La Finestra in Cucina i centrum af Prag, på Platnéřská 13, ikke ret langt fra Karlsbroen. Det er i gå-afstand fra mange af de lejligheder i centrum af Prag, jeg kan tilbyde, så det er jo relevant for mange. Navnet betyder "vinduet i køkkenet", pga. åbent udsyn mellem restaurant og køkken. Også her er der høje priser og højt niveau. Ved begge restauranter er der indrettet en butik med italienske specialiteter og delikatesser, og igen taler vi højt kvalitetsniveau, men også priser, som følger med op. Butikken i Platnéřská, som åbnede i januar 2012, har desuden nogle borde, hvor man dels kan få serveret nogle af delikatesserne fra butikken (f.eks. skinke, brød og vin og ligefrem en buffet), men hvor der også er et kortfattet menukort med retter fra køkkenet i La Finestra in Cucina - men til mere menneskelige priser. Og det er dét, jeg mener med den tilsyneladende kryptiske overskrift: mad tilberedt i et fantastisk køkken, men til menneskepriser. Menuen skifter normalt månedligt og er enkel og overskuelig. Man kan som nævnt supplere med f.eks. afskårne kolde delikatesser som forret og man kan desuden vælge fra de velforsynede og spændende vinhylder i butikken mod en ret beskeden merpris på 30% for at drikke vinen på stedet. Der er desuden en buffet i løbet af dagen.

Aftenbilledet yder ikke helt stedet retfærdighed - der er mere aktivitet i dagtimerne

Jeg er vild med italiensk mad, især pasta. Hvis jeg absolut skulle vælge et internationalt køkken og "nøjes" med kun at spise derfra, ville det afgjort blive det italienske. Pastaretter er også de hyppigste retter i "Restaurant Lausenheim", altså når jeg selv laver mad herhjemme. Og helst med hjemmelavet frisk pasta og råvarer fra "mit" lille torv omkring hjørnet. Og nej, "Restaurant Lausenheim" tager ikke mod reservationer - man inviteres :-)
Indtil for kort tid siden havde jeg faktisk aldrig spist i La Bottega Di Finestra, butikken ved restaurant Finestra. Men relativt sent en mandag aften besluttede jeg mig for at prøve. Med "relativt sent" mener jeg omkring klokken 20:30, et tidspunkt, hvor butikken ikke længere havde den store udstilling af friske delikatesser i montrerne men havde ryddet nydeligt op - pæne mennesker køber jo ikke ind til aftensmaden så sent. Men bistro-afdelingen har åbent indtil 22:30, så den del var der jo ingen problemer med.
Atmosfæren i restauranten/butikken er jo netop - en kombination af butik og restaurant. Så det egner sig bedst til en middag eller frokost mellem venner og mindre til en romantisk middag med stearinlys og så videre. Her må den håbefulde bejler nok for alvor til læderet og i stedet invitere sin udkårne indenfor ved siden af i den eksklusive "rigtige" restaurant. Der må i øvrigt ikke ryges i bottegaen, og sådan skal det selvfølgelig være i en butik!

Et lille udsnit af butikken

Jeg blev budt pænt velkommen, men måtte selv finde et bord. Én tjener gav mig et menukort og tog imod min bestilling af drikkevarer, en barmand hældte dem op og en anden tjener serverede det - og faktisk var det stedets tredje tjener, som tog imod min bestilling af mad. Det var altsammen fint nok, ingen fejl blev lavet - men altså igen adskilte det sig fra en "rigtig" restaurantoplevelse, som de er flest, når det ikke er en bestemt person, der har ansvaret for ens bord.

Endnu et lille udsnit. Af hensyn til min privatøkonomi afholdt jeg mig for en større udflugt i den spændende vinafdeling, som er til højre for der, hvor billedet er taget

Vin og mineralvand kom sammen med en kurv med virkelig lækkert hjemmebagt brød. Der var ikke smørelse, men en fin olivenolie og en lille tallerken, hvor brød og olie kunne mødes, så jeg har fuldt tilfreds. Jeg havde bestilt et glas Sedára, en glimrende Nero d'Avola fra Sicilien (Czk. 110,- for 0,15 l.), og den kunne jeg rigtigt godt lide! En Mattoni mineralvand koster Czk. 40,- for 0,33 l.

Godt brød og god vin er jo altid en dejlig start!

Som forret fik jeg en suppe - kyllingebouillon med gnocchi med trøffel og ricotta. Suppen havde masser af farve og kraft, der var dejlige sprøde porrestykker i - og de hjemmelavede gnocchi var præcist så lækre, lette og delikate, som gnocchi skal være, men alt for ofte ikke er. Den fine smag og duft at trøffel var næsten overvældende ved første indtryk, men viste sig alligevel at være fint afbalanceret. Suppen var hver en Koruna af de Czk. 95,-, den kostede, værd!

Suppen med kylling, trøffel og ricotta var en fornøjelse!

Som hovedret havde jeg bestilt Parpadelle med anderagout. Jeg kan godt lide pasta med bid og bestiller af samme grund ofte de lidt "bredere" typer, som tagliatelle, eller som her endnu bredere, parpadelle. Og som bekendt skal pasta koges al dente i rigeligt saltet vand. Det er ikke altid så nemt at ramme det helt rigtige bid, når man koger frisk pasta, og denne aften var kokken lige langsom nok til at få pastaen op af vandet igen. Den havde ikke bid nok. Det var ikke helt forkert, men burde have været bedre. Men, men, men, pastaen var stadig af en fremragende kvalitet, og jeg skal gerne spise pasta i La Bottega igen. Anderagouten var enkel og rustik med en koncentreret smag af - ja, and. Der var gode kødstykker i og også andeskind, så decideret mager var den jo ikke, men desværre er det jo også ofte fedmen, som tilfører smag. Saucen var lavet på en god og kraftig grundfond, og den var rund og fyldig. Det var alt i alt en god ret, som kostede Czk. 235,-. Havde det været i "Restaurant Lausenheim", havde der været en skål med friskreven parmesan ved siden af - som en selvfølge. Den savnede jeg her.

Parpadelle med anderagout - lige længe nok i gryden

Jeg fik mit glas fyldt efter et par gange. Det foregik ved bordet i samme glas, som jeg først havde bestilt. Det kunne jeg godt lide. Måske er det fordi, jeg ikke selv kan lide at vaske op, men jeg synes, det er pjattet, når man ved vin serveret pr. glas ustandseligt får båret et nyt glas til bordet i stedet for - som man jo selv ville gøre - at hælde vin i det glas, der allerede står der. Det var i øvrigt som om, tjeneren blev lidt mere rundhåndet ved især anden påfyldning. Det kunne jeg også godt lide.
Den samlede regning med suppe, pasta, vand og 3 glas vin lød på runde Czk. 700,-. Det var fair, og på trods af skønhedsfejl og lidt upersonlig betjening, vil jeg gerne anbefale La Bottega Di Finestra til en uhøjtidelig og god frokost eller middag med retter tilberedt i et af Prags mest eksklusive køkkener.

Riccardo Lucque har netop i forrige uge åbnet en ny Bottega med servering i Vinohrady (Ondříčkova 17). De vil snart få besøg af "Deres udsendte", det kan der vist ikke være tvivl om!

La Bottega Di Finestra
Platnéřská 11
Praha 1, Stare Město
+420 222 233 094

Atmosfære: 4 (af 6)
Mad: 5 (af 6)
Betjening:4 (af 6)
Værdi for pengene: 4 (af 6)

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar