Men ved en gennemtrawling af en nu inaktiv engelsksproget madblog fra Prag fik jeg øje på omtalen af denne lille restaurant og havde faktisk lidt svært ved at tro på det, jeg læste - for beskrivelsen var meget positiv, restaurantens beliggenhed er lige i hjertet af Mala Strana - og priserne er absolut fair, især hvis maden faktisk svarede til beskrivelserne.
Jeg tog chancen og drog afsted en lørdag aften uden reservation - det vil jeg ikke anbefale. Jeg var ganske vist heldig at får bord her i den stille tid, men restauranten har kun 12-13 borde, og den er fortjent populær.
Jeg blev modtaget af en smilende og venlig tjener, som lige skulle tjekke, om de havde plads - og det havde de. Skønt. Der var 3 tjenere på arbejde, og det betød, at de virkelig havde overskud til at tage sig af gæsterne. De talte alle 3 virkelig fint engelsk, var høflige og havde humor - og var i det hele taget det præcist modsatte af, hvad servicebranchen i Prag nogle gange kritiseres for.
Der er mere end et rum - jeg sad i det forreste med 6 borde og må tilstå, at jeg ikke bevægede mig ind "bagved". Der er hyggeligt, lyset er indirekte og ikke blændende, men måske lige lyst nok til min smag. Ikke at jeg bryder mig om at sidde i halvmørke, som man gør nogle steder - men en ganske lille smule måtte der gerne dæmpes. Musikken var med tilpas volumen og helt igennem fransk - hvad ellers? Der må ikke ryges indenfor - men man har indrettet et lille hyggeligt rygebord på fortovet, og det fungerer fint.
(Billedet er taget med min telefon) Et lille hyggeligt bord udenfor til rygerne. Så er der jo taget hensyn til alle! |
Foruden dette superminimalistiske faste spisekort er det et supplement, som passer til sæsonen. I lørdags indeholdt det 1 forret (rejer i whisky), 2 hovedretter (tournedos og canelloni) samt 2 desserter (en banankage og en crème brulée). Desuden fortalte tjeneren, at de havde lige akkurat mulighed for at tilbyde et par portioner escargot (klassisk fransk tilberedning af snegle), hvis jeg slog til før nabobordet. Det blev sagt med et glimt i øjet og en bevægelse, som skulle antyde snegles knapt så hurtige marchhastighed.
Men jeg vidste allerede, hvad jeg skulle have. Det havde jeg sådan set besluttet dagen i forvejen, da jeg læste anmeldelsen.
Den franske løgsuppe kan være en lidt fyldig og tung sag, især hvis kokken er for gavmild med osten. Men anmeldelsen havde sagt, den var delikat. Så den skulle det være. Og så restaurantens store shownummer: Entrecôte serveret med Café De Paris sauce. Har du hørt om den sauce før - måske smagt den? Så har Knorr nok været indblandet, for den findes som pulver og selv i den inkarnation er den faktisk OK. Men originalen stammer fra en restaurant (Café De Paris) i Geneve, hvor ejeren i starten af 1940'erne begyndte at bruge sin svigerfars hemmelige opskrift, udviklet og forfinet siden midten af 30'erne. Saucen serveres nu flere steder i verden, men opskriften er fortsat hemmelig, og det eneste, jeg kunne få ud af tjeneren var, at den består af 37 ingredienser. Kloge hoveder har analyseret sig frem til, at den MÅ indeholde bl.a. frisk timian, timianblomster, piskefløde, hvid dijonsennep og pureret, sigtet kyllingelever. Jeg skal gerne bidrage til teorierne og tilføje de mere åbenlyse, nemlig estragon, karry og smør. Mere om saucen senere.
Nærmeste nabo er Danmarks Ambassade i Prag. (Billedet er taget med min telefon) |
Vinkortet er også overskueligt, men godt. Priserne på de røde flasker ligger mellem Czk. 455-1990,-. Der er et par åbne vine i hver kategori, men jeg er dygtig til at drikke vin, så jeg valgte en flaske fra Bordeaux, en Chateau Camersac fra 2011 til Czk. 599,-. Et valg, jeg var godt tilfreds med. Med 95% Cabernet Sauvignon og 5% Merlot havde den ikke helt den lidt specielle duft af "stald", som en Bordeaux ofte kan have, men den var fin og udviklede sig godt i glasset. Ikke en stor vin, men god og absolut pengene værd.
Chateau Camarsac 2011. Den var jeg tilfreds med. Billedet viser desuden lidt af interiøret, som er enkelt, men hyggeligt. |
Løgsuppen |
Salaten hører med til hovedretten |
Entrecôte med Café De Paris sauce og pommes frites |
Hvordan er den så, saucen? Hvis du har smagt Knorrs udgave, der som nævnt ikke er helt ringe, så har du en fornemmelse. Den er alsidigt krydret uden at være anmassende. Men originalen er altså bare langt bedre end pulverudgaven. Ikke i letvægtsklassen rent kaloriemæssigt (fik jeg nævnt smør og piskefløde?), men delikat, elegant og med smagsindtryk, som man kan sidde og smaske smilende over længe. Nu var jeg jo ikke ligefrem alene i restauranten, så jeg slikkede hverken tallerkenen eller det lille fad. Men tanken strejfede mig. Kødet var perfekt stegt som bestilt, havde god smag og var mørt og med den fedme, der følger med en god entrecôte. Det er ikke perfekt for sidebenene, men smagsløgene jubler. Og portionen var bestemt stor nok til sådan én som mig, som (i modsætning til hvad rygter måtte sige) ikke spiser kæmpestore mængder. Jeg havde ikke plads til dessert...
Fadene hygger sig over fyrfadslys. Er man flere, som bestiller samme ret, deler man fad (men selvfølgelig større) |
Café De Paris
Maltezske Namesti 4
Praha 1, Mala Strana
+420 603 160 178 (reservation anbefales)
Åbent dagligt 12-24
Atmosfære: 4/6
Mad: 5/6
Betjening: 6/6
Værdi for pengene: 5/6